HISTORISKE FORSKELLER
Så lad os begynde med at sammenligne disse spændende mastiffers historie, og vi begynder med den engelske mastiff – en gammel race, der skønnes at være 2.000 år gammel. Den nøjagtige historie om disse giganter er kontroversiel, men de mest sandsynlige forfædre til nutidens engelske mastiffer er to nu uddøde kæmpe racer: den kaukasiske Alaunt og den alpine mastiff. Alpine Mastiff er en efterkommer af den legendariske gamle græske Molossus Hound selv – den berømte forfader til alle vores Mastiff-lignende racer i dag.
Suden deres rolle som krigshunde blev engelske Mastiffs gennem århundreder brugt til at bevogte husdyr og ejendom mod indtrængen fra mennesker, bjørne og andre rovdyr. I 1500- og 1600-tallet fik disse ekstremt dygtige hunde også til opgave at jage såvel som at agne tyre. I 1859 blev den første officielle racestandard for den engelske Mastiff offentliggjort, og i de århundreder, der fulgte, vandt denne modige kæmpe verdensomspændende popularitet som blid ledsager- og familiehund.
Som den engelske Mastiff har Bullmastiff også sin oprindelse i Storbritannien. Racen er dog meget yngre end den engelske Mastiff og blev skabt i midten af det 19. århundrede af jagtbetjente. For at forhindre krybskytter i at jage ulovligt vildt havde disse folk brug for en dygtig vagthund med en god næse, der kunne opspore og pågribe krybskytterne, indtil de selv kunne nå frem til stedet.
Det, som disse vildtpassere ønskede at skabe, var en stor, kraftig hund, der var i stand til at holde de ulovlige jægere nede. Denne hund skulle besidde tilstrækkelig naturlig aggression til at angribe de ubudne gæster, men også tilstrækkelig tilbageholdenhed til ikke at makulere eller dræbe dem på stedet. Til dette formål krydsede de den gamle engelske bulldog og den engelske mastiff – deraf navnet Bullmastiff.
Mens Bulldoggen bragte byttedrift og aggressivitet ind i den nye race, sikrede den forholdsvis langsomme og føjelige Mastiff både den nødvendige kropsmasse og den nødvendige tilbageholdenhed.
På grund af vildtplejernes fremragende arbejde gjorde Bullmastiffens vagtfærdigheder snart disse hunde populære langt uden for deres hjemland Storbritannien. I 1934 blev racen anerkendt af AKC, og i dag er Bullmastiff’en en populær vagthund i mange lande i verden.
DIFFERENCER I UDSEENDE
Både Bullmastiff’en og den engelske Mastiff er giganter blandt verdens kæmpehunderacer. Selv om de begge har høje, enormt storbenede og godt muskuløse kroppe, er de forholdsvis nemme at skelne fra hinanden – den engelske mastiff er betydeligt højere og tungere end sin Bullmastiff-fætter. Begge hunde har gigantiske, blokformede hoveder med markeret stop og en forholdsvis kort snude med udprægede kæber. Deres V-formede ører er små og falder nedad, og deres øjne virker hængende på grund af den løse hud i ansigtet – som danner de dybe ansigtsfolder, der er karakteristiske for brachycephale (dvs. korthovedede) racer.
English Mastiffs er blandt de største racer og er DEN tungeste hunderace i verden, med voksne hanner, der står op til utrolige 91 cm ved skridtet – hvilket svarer til næsten 36 tommer. Disse imponerende giganter kan veje op til forbløffende 100 kg – det svarer til 220 pund. Som det er tilfældet med alle racer, er hunnerne lidt mindre og lettere.
Bullmastiffs når på den anden side “kun” en højde på 69 cm – eller 27 tommer – for voksne hanner med en vægt på op til 59 kg, eller 130 pund. Igen er hunnerne bygget lidt mindre og lettere.
I modsætning til andre mastiffracer som Cane Corso eller Napolitan Mastiff har de begge uklippede ører og udækket hale.
Både Bullmastiff og English Mastiff har en kort, blød og naturligt skinnende pels, der kan komme i mange forskellige farver. For Bullmastiff’en tillader racestandarderne strittende, røde og fawnfarvede farver. Den engelske mastiff har en meget lignende farve, og den kan fås i strithåret, abrikosfarvet eller fawnfarvet. Begge racer har en maske af sort pels omkring ansigtet.
INTELLIGENCE &DIFFERENCER FOR TRÆNINGSOMRÅDER
Nu skal vi finde ud af, hvor intelligente og trænbare disse majestætiske og massive Mastiff-racer er. Begge er udstyret med et anstændigt niveau af intelligens, og alligevel er denne intelligens kombineret med en stærk tendens til at tænke og handle selvstændigt. Med andre ord: De har en tendens til at have deres egen vilje og kan derfor være ret vanskelige at træne. Konventionelle metoder, der omfatter hårde korrektioner, vil ikke fungere med denne type hund. Dette er i øvrigt typisk for de fleste Mastiff-racer, og det gør det faktisk meget udfordrende for den uerfarne ejer at træne dem.
Der er derfor vigtigt, at begge racer trænes i lydighed og manerer fra hvalpealderen og frem. Deres enorme størrelse og omfang gør dette særligt vigtigt, da man ikke ønsker at skræmme folk ude på gaden ved at lade en ukontrolleret Mastiff angribe dem.
Både racerne har stor gavn af en erfaren ejers stærke lederskab. Forudsat et sådant lederskab og en god socialisering kan disse hunde opnå et ganske tilfredsstillende lydighedsniveau. Når det er sagt, har den engelske Mastiff tendens til at være lidt mere samarbejdsvillig og ivrig efter at behage sin ejer ved hjælp af at adlyde kommandoer. I Bullmastiffens tilfælde kan der iagttages et højere niveau af stædighed – eller sagt med mere venlige ord: uafhængighed -. Dette skyldes formodentlig indflydelsen fra den gamle engelske bulldog.
TEMPERAMENTSforskelle
Og dette bringer os til temperamenterne hos disse stærke, superstore racer. Takket være deres historie som tyrefægtere og krigshunde er både Bullmastiff og English Mastiff fremragende vagthunde og hunde til personlig beskyttelse. Det er praktisk nok, at ingen af de to racer behøver nogen træning for at forsvare deres ejere og hjem.
Med det sagt har Bullmastiff’en en tendens til at være noget skarpere og hurtigere til at komme på banen i tilfælde af en situation i det virkelige liv: Igen et træk, der er nedarvet fra den aggressive Old English Bulldog i dens afstamning. Især efter at have passeret etårsgrænsen udvikler Bullmastiff’en en dyb mistro mod fremmede. Deres beskyttende instinkter træder i kraft omkring dette tidspunkt og får hunden til at bevogte sine ejere og deres ejendom.
English Mastiffs kan på den anden side være lidt tøvende, når det gælder om aktivt at angribe en person: De vil stadig handle, hvis behovet skulle opstå, men er generelt mere føjelige. Det er netop derfor, at de gamle engelske vildtforvaltere i det gamle England så behovet for at kombinere bulldoggens aggressivitet og beredvillighed til at slå til med den ret langsomme engelske mastiff med dens generelt venlige indstilling over for alle mennesker.
Når det kommer til begge racers grad af loyalitet, hengivenhed og hengivenhed over for deres ejere – er de ret lige store: De er ekstremt kærlige og hengivne og danner stærke følelsesmæssige bånd med deres mennesker. Begge racer elsker absolut børn og er fremragende hushunde og familiekammerater. De er også meget rolige, stille, afslappede og blide i huset. Og meget afmålte i deres bevægelser, hvilket gør dem mindre tilbøjelige til at vælte små børn omkuld end andre store racer.
Efter min personlige mening er den engelske mastiff DEN ultimative familievogterrace, der findes – deres naturlige kærlighed og tålmodighed med børn overtrumfes ikke engang af den berømte newfoundlandhund. Bullmastiffs følger tæt efter, idet de måske er en smule mindre rolige og tålmodige på grund af, igen, deres Bulldog-arv.
EXERCISME OG STØJNINGSFORSKELLER
Både disse helt fantastiske Mastiff-racer har et ret lavt energiniveau. Og på trods af deres enorme størrelse har de faktisk ikke brug for en masse fysisk træning for at være rolige og tilfredse hundekammerater.
Selvfølgelig nyder både Bullmastiff og English Mastiff grundigt legesessioner og dejlige gåture med deres ejere – de har bare brug for mindre af det end højenergiracer som Malinois eller Pitbull Terrier. Og selv om det er dejligt, hvis du kan tilbyde din mastiff en stor have eller gårdsplads, hvor den kan løbe og lege, er det ikke absolut nødvendigt – hvis du kan give dem lidt tid uden snor hver dag, kan begge disse racer sagtens tilpasse sig til at bo i en lejlighed. Dette vil måske overraske nogle af jer, men deres medfødte ro gør dem til langt bedre lejlighedshunde end mindre og mere adrætte racer, som f.eks. terrierehunde. Så bortset fra legetid, afslappede gåture og lejlighedsvise løbeture vil din Mastiff være ganske tilfreds med et par kortere gåture om dagen.
Nu, når det kommer til pasning, er disse racer igen meget ens, da de hver især har korte, glatte pelse, der er ganske nemme og ubesværet at passe. For at holde dem pæne og skinnende hele tiden kræver Bullmastiff og English Mastiff ikke meget mere end en ugentlig gennemgang med en børste med blød børste eller en vante. Som det er tilfældet med de fleste racer, er det naturligvis forår og efterår, at Bullmastiff og English Mastiff har hårtab, og du skal børste dem mere end normalt i disse perioder. Uden for hårfældningssæsonen om foråret og efteråret fælder begge racer næsten ikke.
På grund af deres store kæber kræver de blide giganter dog en smule mere pleje end de fleste andre hunderacer: De er udstyret med dybe ansigtsfolder, som skal rengøres dagligt for at undgå hudinfektioner. Desuden har de en tendens til at savle en del, især lige efter at have spist og drukket, og også når de venter på måltider eller godbidder. Hvis du er proaktiv, er det meget vigtigt at undgå, at der kommer overdreven savl ud over dine møbler: Du kan f.eks. binde et flot tørklæde om din hunds hals, som du så kan bruge til at tørre overskydende savl væk – før hunden har en chance for at fordele det over hele møblementet ved at ryste på hovedet
Summary
Og hermed er vi nået til slutningen af vores diskussion af disse to fantastiske Mastiffs, der har mange egenskaber til fælles – lige fra deres majestætiske og temmelig skræmmende udseende og helt til deres stærkt selvstændige, men alligevel kærlige og hengivne og kærlige karakter.