Det siger sig selv, at Linkin Park, der i år fejrer 20-års jubilæum for deres debutplade Hybrid Theory, er et af de vigtigste bands, som vores generation nogensinde har set (ja, hørt). Bandet er øjeblikkeligt genkendeligt, har solgt millioner af plader og har med lethed indlejret sig i den offentlige bevidsthed. Sanger Chester Benningtons utidige og sørgelige død har naturligvis sat spørgsmålstegn ved deres fremtid, men det bør ikke fjerne det, som bandet har opnået.
Det er kun naturligt, at man vil forsøge at rangordne bandets omfattende diskografi, som er meget dybere end mange kritikere giver LP kredit for. Uden yderligere omsvøb, så vær med, når vi rangerer alle Linkin Park-album fra værst til bedst.
One More Light (2017)
Lad os ikke få tingene til at gå amok her. One More Light er uden tvivl lavpunktet i Linkin Parks diskografi, da bandets elektroniske og poppede påvirkninger generelt ikke gør sig godt fuldt udstrakt over en hel fuldlængdeplade. I det mindste er det heldigvis en ret kort affære – men albummet er ikke uden sin andel af spændende numre. Det følelsesmæssige midtpunkt er albummets titelnummer, som får ekstra betydning, når man tager Chester Benningtons alt for tidlige død i betragtning, og “Sorry For Now” omvender det typiske Chester-Mike-partnerskab, idet Mike denne gang står for sangen.
Minutes To Midnight (2007)
Det er ikke fordi Minutes To Midnight er dårligt, nødvendigvis. Den er måske bare ikke helt så spændende, især ikke anden halvdel. Når det er sagt, er Chester Benningtons stemme stadig på toppen, og visse numre som det hyperaggressive “Given Up” samt albummets sidste nummer “The Little Things Give You Away” er vigtige at lytte til.
Living Things (2012)
Linkin Parks mest elektronisk drevne plade, “Lost In The Echo” og “In My Remains” er store numre. Og “Powerless” er en virkelig overset finale i LP’s kanon. Resten af albummet er forudsigeligt solidt, om end lidt for mid-tempo. Albummet har dog et væld af store omkvæd, og den stammende elektronik på standout-nummeret “Until It Breaks” viser noget tiltrængt personlighed. Man skal bare glemme, at “Lies Greed Misery” eksisterer, og Living Things er meget bedre, end man umiddelbart skulle tro.
The Hunting Party (2014)
Vi kalder det her for “comeback”-pladen. Ikke at Living Things var dårligt eller noget som helst, men mange undrede sig over, om bandet nogensinde ville have en slags “return to roots”-plade. Selvfølgelig var svaret ja – har du hørt den hyperaggressivitet på “Keys To The Kingdom”? Disse øjeblikke modsvares af mere atmosfæriske numre som “Final Masquerade” og “Mark The Graves” (i hvert fald indtil anden halvdel af nummeret), og afslutteren “A Line In The Sand” er en Mike Shinoda-ledet genistreg, der lever op til alle forventninger.
Meteora (2003)
Det var aldrig blevet en nem opgave at følge op på en diamant-sælgende plade i Hybrid Theory. Men det, som Linkin Park opnåede på Meteora, bør ikke overses. Den er grundlæggende lige så god som Hybrid Theory, men med et par mere eksperimenterende numre. Uanset om det er den interessante brug af shakuhachi på “Nobody’s Listening” eller den introspektion, der høres på “Breaking The Habit”, så er Meteora aldrig kedelig. Dette er ikke engang medregnet de eksplosive omkvæd på “Faint” og den undervurderede “From The Inside”.
A Thousand Suns (2010)
A Thousand Suns er intet mindre end en dristig afstikker for Linkin Park. Det er en veludført konceptplade, der skal flyde sammen, og det Rick Rubin-producerede album er elektronisk drevet på en måde, der giver mening. Mellem iørefaldende og store sange som den dub-influerede “Wretches And Kings” og den følelsesladede “Iridescent” er der taler fra folk som MLK. Apocalypse, ja.
Hybrid Theory (2000)
Hybrid Theory er nu et af de 50 mest solgte albums nogensinde og startede det hele for Linkin Park. Den unikke dynamik mellem Chester Bennington og Mike Shinoda blev præsenteret for verden, og der er en grund til, at hver sang kunne have været en single. De ægte, menneskelige følelser bag den – samt bandets imponerende beslutsomhed med hensyn til ikke at bruge blasfemi tidligt – hjalp også. Alle har følt raseriet på “One Step Closer” og muligvis smerten ved misbrug på “Crawling”. En hel generation blev opvokset med det. Det er millenialernes Nevermind, mere eller mindre. Det siger det hele.