Fortrolighed & Cookies
Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du brugen af dem. Få mere at vide, herunder hvordan du styrer cookies.
16. oktober 2009
I det første år er mobilitet den vigtigste indikator for, hvilket udviklingsstadie dit barn befinder sig på. Selvfølgelig er kognitive reaktioner, motoriske færdigheder og verbale reaktioner alle meget vigtige, men ingen anden faktor ændrer selve kulturen i dit hjem så meget som mobilitet.
De første par uger er stykker af kage, når det gælder mobilitet. De små munchkins kan knap nok dreje hovedet, så hvis du beslutter dig for at lægge dem ned et sted, kan du være sikker på, at de ikke er flyttet andre steder hen af sig selv, når du kommer tilbage.
Dernæst kommer det at rulle rundt. For os rullede Sadie over … mod alle odds og tilgængelige statistiske data … da hun var tre uger gammel. Igen med den overdrevne præstation. På det tidspunkt skal du være opmærksom på mulige farer i vuggestuen og stillinger, hvor hun utilsigtet kan hindre sin vejrtrækning. Du kan ikke længere bare lægge hende et øjeblik på sengen uden at holde et vågent øje med hende. Allerede nu er din frihedsradius blevet forkortet.
Det næste er at sidde op. Ah, det er her, det begynder at blive godt. Sadie forvandlede sig til et lille stativ, satte sig op og stabiliserede sig selv med den ene hånd, mens den anden hånd enten holdt noget eller blev stukket halvvejs ned i halsen i et forsøg på at dulme hendes tændersmerter. Her blev plottet tykkere, og det samme gjorde konsistensen af den mad, hun spiste. På dette tidspunkt synes bevidstheden at blive større og større for hver dag, og der er ingen vej tilbage … du må hellere planlægge at sove med det ene øje åbent fra nu af.
Så besluttede vores lille prinsesse en dag, at det var på tide at bevæge sig over gulvet på egen hånd. Nu ved jeg ikke rigtig, hvordan det fungerer for alle andres børn, men min rugbrød slår kun sine benchmarks, når hun opfatter en mulig fordel for sine egne mål. Med andre ord, hun gør det ikke, før hun har en god grund til at gøre det … som f.eks. et stykke legetøj, der er lige uden for rækkevidde. Krybningen startede med en hærværkslignende krybning på maven. Jeg er ikke stolt af det, men Laura og jeg tog bestemt legetøj, som vi vidste, at hun ville have, og placerede det ca. 10 cm fra hendes rækkevidde. Hun rakte og rakte og til sidst vuggede hun, vred sig og snoede sig fremad for at få det, hun ville have.
Fra den mavekrybning kom Sadie op på alle fire og drillede os alle i ugevis ad gangen. Hun vuggede frem og tilbage, og så gik hun ned på maven igen for at kravle. Så en dag blev lyset tændt… et grønt lys for at være helt præcis… og Sadie var på vej ud til løb.
Nu tilføjer jeg ikke en antydning af overdrivelse til denne del. Da Sadie først havde fået styr på den fulde kravlen, kunne hun stort set løbe hurtigere end alle i huset på alle fire. Vores gulvbelægning af hårdttræ-laminat gav meget lidt friktion og øgede derfor kun hendes behov for fart. For at være ærlig, blev Sadie på kravlestadiet meget længere, end jeg havde regnet med, og jeg tror, jeg ved hvorfor: Hun var så stinkende effektiv til det. Hvis jeg kunne kravle så hurtigt, ville jeg måske vælge at kravle rundt på kontoret i stedet for at gå . . . Jeg kunne spare så meget tid og få et par mærkelige blikke på samme tid.
Men Sadie fandt igen ud af, at der var ting, hun gerne ville have, som det simpelthen ikke var muligt at kravle. På dette tidspunkt bevægede hun sig horisontalt, men hun havde svært ved at få fat i de skatte, der tårnede sig op over hende vertikalt. Så hun begyndte at eksperimentere med at trække sig op fra en krybende til en stående stilling. Jeg har ofte undret mig over, hvor lang tid det tog babyer at lære at gå, før der fandtes moderne bleer. Jeg siger dette, fordi babyer i dag har en klar fordel med en stor polstret pude, der blødgør deres hårde fald. Sadie stod et øjeblik og faldt så hårdt ned. Efterhånden lærte hun at gå, mens hun holdt fast i sofaen eller i vores hænder, men i det øjeblik hun ikke holdt fast i noget, satte hun sig straks ned.
Men de irriterende ting oppe i højden drillede hende så meget. Derfor udledte hun, at hun bare kunne kravle hen til disken, stolen, eller hvad hun nu ønskede at række ud efter, og så rejse sig op, når hun var nået dertil. Det skabte en sæson, hvor hun halvt gik og halvt kravlede … en bjørnekrybning, om man vil (og det tror jeg, at man vil.) Bjørnekrybning er at kravle på hænder og fødder. Dengang jeg spillede fodbold, var bjørnekrybning vores træneres yndlingsstraf, fordi det er så fysisk krævende. Alligevel kravlede Sadie rundt i vores hus, som om det var en leg for børn (undskyld det indlysende ordspil.)
Hvor interessant, at hun valgte at gøre noget i så lang tid, som var vanskeligere end netop det (at gå), som hun var så nervøs for at forsøge. Gør vi ikke ofte det samme? Lader vi os ikke leve i en vane, holdning eller livsstil, der er mere skadelig for vores velbefindende, blot fordi vi er nervøse for at træde ud i troen, som vi ved, at vi burde gøre? Hvis jeg forpligter mig til at bede hver dag, så får jeg travlt og glemmer det, og så bliver skyldfølelsen uudholdelig. Hvis jeg giver, hvad sker der så, hvis jeg ikke har nok. Hvis jeg tilgiver dem, vil jeg ikke vide, hvordan jeg skal handle . Jeg har båret dette nag i så lang tid.
Så vi bjørnekryber rundt . . . halvvejs i vores fortid og halvvejs i vores fremtid. Bibelen kalder denne tankegang for at være lunken: en tilstand, hvor vi lever mellem verdens ønsker og Guds ønsker for vores liv. Vi tror, at vi kan få det bedste af begge verdener, men vi frarøver os faktisk den eneste “verden”, der virkelig betyder noget. Bjørnekrybning er stadig krybning. At leve lunkent er stadig at leve et liv, der er ubehageligt for Gud.
For at gå må man rejse sig op og tage chancen for at falde. Uden at gå er der ingen fald … men der er heller ingen gang.
Sadie var for ung til at kunne argumentere med om det nyttesløse i at kravle som en bjørn, men det er vi ikke. Det er derfor, Gud siger: “Lær at gøre godt; søg retfærdighed, irettesæt undertrykkeren; forsvar den faderløse,
bed for enken … ” Med andre ord, det er tid til at gå! Men han fortsætter: “‘Kom nu, lad os tale sammen, siger Herren: Selv om jeres synder er som karminrødt, skal de blive hvide som sne; Selv om de er røde som karminrødt, skal de blive som uld.'” (Esajas 1: 17-18 NKJV).
For Sadie var alt, hvad der skulle til, nogle få skridt, og siden da har vi været i gang med at løbe på livet løs. Hun gik fra at kravle til at sprinte i løbet af få dage … det samme ville nok være tilfældet for os.
Jeg tror, at Gud nok stadig forsøger at tale os til fornuft. Det er på tide at rejse sig og bevæge sig fremad i modenhed. Vi har en “vandring” med Gud at vinde og en frugtesløs “bjørnekrybning” med et lunkent liv at miste.