I et år, hvor så meget har syntes at gå galt, har i det mindste nogle ting været en succes i 2020. Dyrene har ofte blomstret, når menneskelig aktivitet er blevet indskrænket. Og i Tehachapi Mountains ser det ud til, at California Quail har haft en normal ynglesæson.
California Quail, vores statsfugl, kan findes gennem foothills, canyoner, gårde og egeskove i Tehachapiområdet. Deres velkendte “ka-KERR-ker!”-kald er ofte en del af soundtracket til det daglige liv i de afsidesliggende områder.
Så lokalbefolkningen ser frem til den årlige fremkomst af de bedårende vagtelunger, der er i stand til at følge deres opmærksomme forældre kort efter udklækningen. Vagtelhønerne lægger typisk 12-16 æg i deres rede, som er en lav fordybning på jorden, der normalt skjules fra oven af græs eller anden vegetation.
Fra og til bruger vagtelhønerne en redeplads, der ligger lavt, men som faktisk ikke ligger på jorden. For eksempel gemte et vagtelpar hos mine venner Russ og Gayle Stewart på Black Mountains skråninger i år sin rede i en stor blomsterkrukke med en blomstrende rosmarinbusk.
Jeg var tilfældigvis til stede på klækningsdagen og så de første klækkede unger cirkle rundt på indersiden af blomsterkrukken, mens de ventede på, at deres søskende skulle komme ud af deres æg. De nervøse forældre opmuntrede dem højlydt, og til sidst dryppede alle over pottens sider og fulgte forældrene ind i sikkerhed i et nærliggende stikkelsbærbuskads.
I det, der er blevet noget af en årlig tradition, modtog jeg for nylig billeder af kaliforniske vagtelunger fra den talentfulde fotograf Toshimi Kristof, en af mine venner, der bor i Bear Valley Springs sammen med sin mand, Les.
Hvert år fotograferer Toshimi vagtelungerne, hvis forældre lærer dem at søge efter frø og grønt. De hengivne vagtelforældre tager også deres babyer med for at drikke ved de vandkilder, som Les og Toshimi sørger for til den mangfoldighed af vilde dyr, der passerer gennem deres have.
Mens sidste års første vagtelkuld syntes at være næsten en måned senere end normalt, sagde Toshimi, at dette års grupper dukkede op på omtrent samme tidspunkt som normalt. Det var også min erfaring – 2020 så ud til at være et ret gennemsnitligt år for vagtelungerne, ikke et særligt rekordår for dem, men heller ikke et uheldigt år. Vagtlerne syntes at opleve det, som vi alle kunne bruge mere af: normalitet.
Nyd Toshimis billeder af charmerende små vagtelunger, hvis barndom er ret kort – inden for tre til fire måneder er de omkring to tredjedele af deres forældres størrelse, og når de er seks til otte måneder gamle, kan de være svære at skelne fra de ældre fugle.
Have a good week.
Jon Hammond har skrevet for Tehachapi News i mere end 30 år. Send en e-mail til [email protected].