Søg på 御 i Wiktionary, den frie ordbog.
De bikago (forskønnende) præfikser o- (お〜) og go- (ご〜) (begge skrevet med tegnet 御 i kanji) er ærespræfikser, som anvendes på navneord og i visse sammenhænge på verber. Generelt står go- (on’yomi) foran kinesisk-japanske ord (dvs. ord, der er lånt fra kinesisk eller lavet af kinesisk-japanske elementer), mens o- (kun’yomi) står foran japanske ord, der er indfødte japanske ord. Der er dog mange undtagelser, hvor o- præfikset bruges til kinesisk-japanske ord, bl.a. お茶 o-cha “te”, お大事に o-daiji-ni “blive rask”, お電話 o-denwa “telefon”, お稽古 o-keiko “øvelse”, お宅 o-taku “hjem/du” og mange andre. Der er også en almindelig undtagelse for go-præfikset, ごゆっくり go-yukkuri “langsomt”, hvor hovedordet tydeligvis ikke er af kinesisk oprindelse.
Disse præfikser bruges til to formål: til at tale respektfuldt om en fremmed eller en socialt overlegen persons familie, ejendele eller handlinger (som en del af 尊敬語, sonkeigo); eller til at tale på en generelt raffineret eller høflig måde (敬語 keigo generelt, specifikt 美化語, bikago).
Præfiks brugRediger
Men selv om disse ærespræfikser ofte oversættes til dansk som “ærefuld” (“o-denwa” ville for eksempel blive givet som “den ærefulde telefon”) er denne oversættelse uhåndterlig og kan ikke formidle den sande følelse af deres brug på japansk. Disse præfikser kan stort set ikke oversættes, men deres brug indikerer en høflig respekt for den genstand, der er nævnt, eller for den person, man taler til eller om, som man taler til eller om. En kortere oversættelse er “kære” – f.eks. kan o-ko-san, お子さん, oversættes idiomatisk som “dit kære barn” – og en lignende følelse udtrykkes i engelske udtryk som “Would you care for a spot of tea?” eller “Would you care for a little tea?” (i modsætning til det enkle “Would you like some tea?”).
Som med æresordformer og titler anvendes ærespræfikser, når man refererer til eller taler med en social overordnet eller taler om en overordnets handlinger eller besiddelser, men normalt ikke når man refererer til sig selv eller sine egne handlinger eller besiddelser, eller til dem i ens in-group.
For eksempel ville man, når man refererer til sin egen bestilling på en restaurant, bruge chūmon, men når man refererer til en kundes bestilling, ville restaurantpersonalet bruge go-chūmon. På samme måde betyder kazoku “min familie”, mens go-kazoku betyder “din familie” (eller i bred forstand en andens familie).
Der er nogle ord, som ofte eller altid har disse præfikser, uanset hvem der taler og til hvem; det er ofte almindelige ting, som kan have en særlig kulturel betydning, som f.eks. te (o-cha) og ris (go-han). Ordet meshi, der er den japanske pendant til det kinesisk-japanske go-han, anses for at være groft og maskulint (男性語). Æresbetegnelsen o- er også undertiden knyttet til verbestammer (連用形, ren’yōkei, kontinuativ form, -masu-stamme – se stammeformer) af indfødte verber (derfor indfødte o-) for at henvise til et specifikt objekt, der er forbundet med verbet, som i oshibori (お絞り、絞る) “varmt håndklæde”, og onigiri/omusubi (お握り、握る og お結び、結ぶ) “risbold”.
I sjældne tilfælde er både en grundform og en æresform i brug med forskellige læsninger. Et bemærkelsesværdigt eksempel er 利益 ri-eki “fordel, fortjeneste (f.eks. forretning)” og 御利益 go-ri-yaku “guddommelig gunst, nåde”; almindelig ri-yaku bruges undertiden, men go-ri-eki generelt ikke. Førstnævnte, en dagligdags betegnelse, bruger den sædvanlige kan-on-læsning, mens sidstnævnte, en specialiseret religiøs betegnelse, bruger den ældre go-on-læsning.
Honorative præfikser kan bruges om andre ting, muligvis med henblik på en komisk eller sarkastisk effekt (f.eks. o-kokakōra, “ærefuld Coca-Cola”). Overdreven brug af ærespræfikserende præfikser kan opfattes som prætentiøs eller simulerende, og som med anden høflig tale bruges de mere af kvinder end af mænd.
I teceremonien har almindelige ingredienser og udstyr altid ærespræfikset o- eller go-, herunder vand (o-mizu), varmt vand (o-yu) og teskåle (o-chawan). Disse udtryk høres dog også ofte i dagligdagen.
Udenlandske låneord (gairaigo, undtagen dem, der kommer fra kinesisk; se ovenfor) tager sjældent æresord, men når de gør det, synes o- at være at foretrække frem for go-. Eksempler er o-bīru (bīru: øl), som nogle gange kan høres på restauranter, o-kādo (kādo: kort, som i kreditkort eller pointkort), som ofte høres i supermarkeder og stormagasiner, og o-sōsu (sōsu: sauce).
VerberRediger
For verber kan en respektfuld anmodning – eller snarere en høflig befaling – rettet til en gruppe dannes ved at bruge 御〜, efterfulgt af masu-stammen (連用形), efterfulgt af kudasai (下ささい, venligst). For kinesiske verber (kango + suru) udtales præfikset generelt go-, mens præfikset for indfødte japanske verber udtales o-. Dette skrives generelt med kana. Den mest almindeligt hørte brug er go-chūi-kudasai (ご注意くだささい, vær forsigtig) (kinesisk verbum), som bruges gennemgående i indspillede bekendtgørelser i Japan (rulletrapper, tog og undergrundsbaner, vendte lastbiler), men andre verber anvendes også ofte, f.eks. o-suwari-kudasai (お座りください, vær venlig at sætte dig ned) (japansk verbum).
Det respektfulde præfiks kan også bruges i æresverber, når man taler om en overordnet, i hvilket tilfælde det dannes af o-, efterfulgt af masu-stammen, efterfulgt af -ni-naru (〜になる) (passende konjugeret), som i o-kaeri-ni-narimashita (お帰りになりました, gik hjem).
KvindenavneRediger
O- blev også almindeligvis brugt som ærespræfiks til kvindelige fornavne i Japan før krigen, især i kombination med at droppe almindelige suffikser som -ko (子, bogstaveligt talt “barn”). For eksempel ville Hanako (花子) blive omtalt som O-hana (お花), Harumi (春美) ville blive til O-haru (お春), Yuki (雪) ville blive til O-yuki (お雪), og så videre. Dette var en mindre høflig æresbetegnelse end “san”. F.eks. ville en kvindelig tjener ved navn Kikuko blive omtalt som O-kiku i stedet for Kikuko-san. Denne brug er forsvundet i den nuværende japanske sprogbrug og er blevet erstattet af brugen af det diminutive suffiks -chan i stedet (sammenlign med mandlige -kun), som i Aki-chan for Akiko.
Sjældne formerRediger
Der findes også et sjældnere præfiks mi- (kun’yomi), som for det meste bruges i ord med relation til guder og kejseren, såsom mi-koshi (御輿, “bærbar helligdom” i shinto) og mi-na (御名, “det hellige navn” i kristendommen). I denne sammenhæng erstattes det dog ofte af 神 (“gud”, også udtalt mi-), og så kan der tilføjes endnu et 御 (udtalt お-, o-), som i 御神輿 (o-mi-koshi). Nogle gange er læsningen tvetydig – f.eks. kan 御霊屋 “mausoleum” udtales enten mi-tama-ya eller o-tama-ya. Når det udtales som mi-, skrives præfikset normalt i kanji (i modsætning til o- og go-, som meget ofte er hiragana), men i nogle tilfælde skrives det i hiragana, hvor et bemærkelsesværdigt eksempel er mi-hotoke (御仏, “Lord Buddha”), der ofte skrives som み仏, til dels for at undgå forveksling med den forkerte læsning *go-butsu.
Det ærefulde præfiks falder generelt ikke i midten. I sammensætninger, hvor ærespræfikset ville falde i midten, udelades ærespræfikset næsten altid. F.eks. お茶／御茶 o-cha “te”, men 麦茶 mugi-cha “bygte-te”, ikke ×麦お茶／麦御茶 *mugi-o-cha. Der er dog undtagelser, f.eks. 乾御門 inui-go-mon “nordvestlige port (til kejserpaladset)”; bemærk, at 乾門 inui-mon “nordvestlige port (generelt)” også bruges.
Sjældent bruges 御 i stedet som æressuffiks, bl.a. i 御 oigo “din nevø” og 姪御 meigo “din niece”.
Tegnet 御 har andre læsninger, især on (kun’yomi) og gyo (on’yomi), som det ses i on-sha (御社, dit selskab, bogstaveligt talt “ærefuldt selskab”) og gyo-en (御苑, kejserlig have, bogstaveligt talt “ærefuld have”), men disse er ikke produktive (de bruges ikke til at danne nye ord, men kun i eksisterende ord).
Et andet præfiks, der udtales o- （お〜） og som potentielt kan forveksles med 御〜, når det skrives på hiragana, er 阿〜 o-, som også har kærlige konnotationer, men som er et særskilt udtryk og ikke produktivt. Det blev tidligere brugt som kærtegn til kvindenavne, og er i dag mest kendt i 阿多福／阿亀 (o-ta-fuku, o-kame, “måneansigtet kvinde”, hjemlig kvinde”), der ofte skrives som お多福／お亀, som kan forveksles (delvist) med hiragana-formerne af ×御多福／×御亀. Tegnet 阿 udtales hyppigere som a og bruges især i ord og navne fra sanskrit, som f.eks. a’et i stavelsen “aum”, og er derfor ukendt i denne brug, hvilket skaber forvekslingspotentiale.
I et enkelt tilfælde kan et tredobbelt ærespræfiks bruges, nemlig i ordet o-mi-o-tsuke, en høflig betegnelse for misosuppe, som normalt omtales som miso-shiru (味噌汁, misosuppe). Dette kan staves i kanji på flere måder, bl.a. som (御御御澡汁, ærefuld-honorabel-honorabel suppe), men også som (御味御汁, ærefuld smag ærefuld suppe) (味 = mi, smag), og stavemåden 御御御御御〜 kan betragtes som ateji, som et ordspil på 御 og 味, der begge har læsningen mi.