Billy Bragg, i sin fulde ordlyd Steven William Bragg, (født 20. december 1957 i Barking, Essex, England), britisk sanger, sangskriver, guitarist og forfatter, som blev kritikerens darling og en forkæmper for populistisk aktivisme i midten af 1980’erne, da han smeltede det personlige og det politiske sammen i sange om kærlighed og samvittighed.
Født ind i en arbejderfamilie i det østlige Greater London, spillede Bragg kortvarigt i et punkband (Riff Raff), købte sig derefter ud af den britiske hær, inden han blev en moderne troubadour. Han var inspireret af Clash, delvist punk og delvist folkesanger og spillede sange på sin elektriske guitar på enhver scene, der stod åben for ham. Hans debutalbum, Life’s a Riot med Spy vs. Spy, blev anmelderrost, nåede den britiske Top 30 og gav hittet “A New England” i 1984. Bragg er en engageret socialist og spillede en række velgørenhedsoptrædener under de britiske minearbejderes strejke i 1984-85. (Senere var han med til at danne Red Wedge, en organisation og en turné, der støttede Labour Party.)
Med tilføjelse til den sparsomme instrumentation på sine første albums begyndte Bragg at udgive stadig mere polerede værker, herunder Talking with the Taxman About Poetry (1986), der indeholder den Motown-inspirerede “Levi Stubbs’ Tears”, og Workers Playtime (1988). Efter den mere dogmatiske The Internationale (1990) genoptog hans sangskrivning sin karakteristiske blanding af enkle, poetiske tekster og stemningsfulde melodier, formidlet af Braggs følelsesladede Cockney-inspirerede stemme, på Don’t Try This at Home (1991) og William Bloke (1996). Bragg er mere populær i Storbritannien (hvor han nåede førstepladsen med en coverversion af Beatles’ “She’s Leaving Home” i 1988) end i USA, men han samarbejdede ikke desto mindre med det amerikanske alternative rockband Wilco på Mermaid Avenue (1998), et album bygget på tekster af folkemusiklegenden Woody Guthrie; Mermaid Avenue Vol. II udkom i 2000. Et andet posthumt samarbejde med Guthrie, Mermaid Vol. III, blev udgivet samtidig i 2012 med et bokssæt, der samlede det med de to første album, Mermaid Avenue: The Complete Sessions. Efterfølgende album omfattede England, Half English (2002) og Mr. Love & Justice (2008), der lånte sin titel fra en roman af Colin MacInnes, kronikør af britisk ungdomskultur i 1950’erne og 60’erne.
Da det britiske kulturelle og politiske liv både blev decentraliseret til de enkelte nationer i Det Forenede Kongerige og i stigende grad blev multikulturelt, blev Bragg interesseret i begrebet engelsk identitet, et af de emner, der stod i centrum for hans bog The Progressive Patriot: A Search for Belonging (2006). I 2011 udgav han Fight Songs, en samling af politiske sange, som han havde lagt ud på sit websted som gratis downloads i løbet af ca. de foregående 10 år. Tooth & Nail, som fulgte i 2013, blandede hovedsagelig personlige kompositioner med en smule politisk gennemsyret materiale, alt sammen på en musikalsk baggrund med folk- og countrysmagning.
Over fire dage i marts 2016 rejste Bragg og den amerikanske singer-songwriter Joe Henry omkring 4.800 km med tog fra Chicago til Los Angeles og stoppede undervejs i byer som San Antonio, Texas, og Tucson, Arizona, for at indspille en række country-, folk- og bluesstandarder i venteværelser og på perroner på togstationer. Det resulterede i et album, Shine a Light: Field Recordings from the Great American Railroad (2016), indeholdt ingen mangel på togsange, herunder Leadbellys “Rock Island Line”. Medtagelsen af denne sang – som fungerede som katalysator for skiffle-bevægelsen i Storbritannien i midten af 1950’erne, da den blev indspillet af Lonnie Donegan- – var et forvarsel om Braggs næste store projekt, nemlig at skrive bogen Roots, Radicals and Rockers:
Inspireret af pamphleten Thomas Paine skrev Bragg derefter en strengt politisk traktat, The Three Dimensions of Freedom (2019), hvori han reflekterede over ytringsfriheden i en tid med voksende autoritarisme og argumenterede for sammenhængen mellem frihed, lighed og ansvarlighed. I 2019 udkom også Best of Billy Bragg at the BBC 1983-2019, en samling Braggs liveoptrædener for BBC-radio. Braggs lange tilknytning til BBC stammer fra 1983, hvor den den dengang nye pladekunstner, efter at have hørt den berømte discjockey John Peel kommentere i radioen, at han var sulten efter karry, dukkede op i BBC-studierne med en portion indisk mad og et eksemplar af sit første album, hvoraf Peel derefter spillede et udsnit i radioen.